[ Bogtip efter Den danske Bibliotek ] I “Suverænen” fra 2008 går hovedkaraktererne Nielsen og Rasmussen i Alexis de Tocquevilles fodspor og udforsker, hvad de kalder ‘den nye verden’. Resultatet er et polemisk politisk og litterært sprudlende værk, der bobler over af litterære og filosofiske referencer og politiske chancer.
Men hvor skal man starte denne anmeldelse? Et sted at starte er med Claus Beck-Nielsen; forfatter, dramatiker, musiker, instruktør, skuespiller, og ja, alt-mulig-mand, der ‘gik bort’ i 2001. Som ikke døde i traditionel forstand, men som så at sige valgte at udviske sin personlighed og dedikere den fuldt og helt til den politiske kunst under betegnelsen Das Beckwerk. Og som vist nok kan siges at være fortæller i “Suverænen”. 
Et andet sted at starte er med Suverænen, der i romanen går under navnet Rasmussen, og som forsøger at forstå den amerikanske demokratiske sjæl – og helst også influere på den. Suverænen er et begreb hentet fra Carl Schmitt. Det er den enevældige hersker, der behersker undtagelsestilstanden. Men når romanen referer til undtagelsestilstanden, så er det en anden filosof, der trækkes op af hatten, nemlig italieneren Giorgio Agamben. Som det hedder i romanen: “vi har ikke noget med os, intet Demokrati, netop nu er vi inkarnationen af Det Nøgne Menneske, den ultimative non-citizen: Alt hvad vi har, er vore kroppe.” (163). Det nøgne menneske er hos Agamben eksempelvis flygtningen. Det er et menneske, der er uden for alle fællesskaber, som er identitetsløst og ikke er andet end krop. Det er i et nulpunkt, men med den ultimative mulighed – for at fylde hvad som helst på. Den samme rolle forsøger Rasmussen at iscenesætte NIelsen, og som sådan også det amerikanske demokrati, i: Begge er nøgne kroppe, der kan fyldes på. 
Et tredje sted at starte er med den danske og amerikanske intervention i Irak, som fik Rasmussen og Nielsen til at foretage en demokratisk intervention i Irak i 2004. Medbringende en kuffert indeholdende noget så abstrakt som demokratiet rejste de op gennem det krigsramte Irak fra den kuwaitiske grænse og ind i Bagdad. Denne aktion blev dokumenteret i Das Beckwerks forrige roman “Selvmordsaktionen” fra 2005, men aktionen indgår ligeledes som en indledende reference i romanen “Suverænen”. 
Et fjerde sted at starte er med det amerikanske præsidentvalg i 2004, som får Rasmussen og Nielsen til at rejse til Amerika (ikke USA, men Amerika, som det konsekvent hedder i romanen, hvormed det understreges, at d’herrer er på jagt efter selveste den amerikanske drøm = demokratiet) medbringende demokratikufferten. Og hvordan jagtes denne drøm bedre end ved at følge det amerikanske valg på nært hold, at tale med de almindelige amerikanske borgere og at gå på helt almindelige amerikanske sportsbarer, kiosker (=7-Eleven) og kaffebarer (=Starbucks). 
Et femte sted at starte er med relationen mellem Nielsen og Rasmussen, de to danskere, der som vordende demokrater og potentielle sociologer (det er her, at Tocqueville kommer ind i billedet) drager til USA. Selv om Nielsen er historiens fortæller, så giver han Rasmussen æren for fortællingen. Det er, ifølge Nielsen, kun med Rasmussens ord, at historien kan fortælles og forklares. Og mens Nielsen beskrives som underernæret og lille, så er Rasmussen to meter høj og fyldt af begær – efter mad, kaffe, øl, kvinder, you name it. De to karakterer er et eklatant billede på verdensscenen - med Rasmussen som et billede på Vesten, der på dominerende vis definerer verdensbilledet, og Nielsen som et billede på Østen, der tråds oprørske røster må underlægge sig Vestens regime og lade sig kue. Desuden er de to karakterer som en art Beckettske vagabondpar, når de driver rundt i Amerika i et desperat forsøg på at få folket i tale. Eller de er som de romantiske riddere Don Quixote og Sancho Panza – det umage makkerpar, der er som landet i en forkert tid. Eller de er som Gøg og Gokke, Fy og Bi eller andre komiske og umage makkepar, hvor den ene part altid er grådig og magtfuld, mens den anden er underspillet og undseelig. Men nøjagtig som der bliver stillet spørgsmålstegn til rollerne i disse relationer, så bliver herre-slave-forholdet udfordret i “Suverænen”. For selvom Nielsen påstår, at det er Rasmussens ord, der skaber romanens udsagn, så er det dog Nielsen, der fører pennen. Og som romanen nærmer sig sin slutning viser det sig da også, at Nielsen er langt mere handlekraftig end som så. Ganske vist på en lidt snylteagtig måde, men ikke desto mindre på en måde.
Og hvor skal man så ende denne anmeldelse? Ved at pege på, at der er utroligt mange spor at følge i romanen, og at de alle er værd at drage ud ad.“Suverænen” er intet mindre end et dybt engageret og suverænt originalt værk, og det, der gør det helt unikt, er forfatterens og multikunstnerens evne til at mikse det private og det politiske. Hos Das Beckwerk er begge niveauer lige betydningsfulde og har betydning for, hvordan vi kan være til med os selv og hinanden.

[ Favoritcitat ] “Vi kunne ikke have en fastende araber med på en mission til et samfund, som først og fremmest var et forbrugersamfund. Og så oven i købet en iraker! – Den almindelige amerikaner har fået nok af Irak, Nielsen, det sidste halve år har samtlige medier sendt »Operation Iraqi Freedom« i flere timer hver dag. Det skulle bare have været en kort og effektiv actionfilm, sagde Rasmussen, – et Hollywood-drama med demokratisk udgang, og så er det blevet et endeløst reality show. De amerikanske drenge og piger, som meldte sig for at blive stjerne for en aften, kommer nu hjem i kister pakket ind i Stars and Stripes.” Side 42.

[ Boginfo ] Das Beckwerk - The Director, : Suverænen. (original language: Dansk) Gyldendal, København, 2008 . ISBN: 978-87-02-06868-9.