I “The Factory” skildres de første 30 år af den navnløse fortællers liv. Han vokser op på en gård i Vile ved Limfjorden sammen med fire søskende, hvoraf Anne aldrig bliver voksen. Og med sine forældre, selvfølgelig. Med faren, der beskrives som “på en måde så hjælpeløs” og en mor, som han ikke husker at have siddet på skødet af. Det er især forholdet til disse forældre, fortælleren vender tilbage til, igen og igen. Har han arvet et misbrugsgen af faderen? Er hospitalets fremmedhed krøbet under huden på ham, da han blev indlagt som seksårig og faren aldrig besøgte ham? Er han blevet overset? Det er de spørgsmål, fortælleren tumler med. Men er det dem, der har gjort ham. Der har manifesteret en ensomhed og rodløshed i ham? 

I hvert fald er rodløsheden som en boble, der er ved at sprænge romanens rammer. Der er en rodløshed i skriften, som manifesterer sig igennem de mange digressioner og spring i tid og rum. Der er en rodløshed i hovedpersonen, der som ung flytter fra den ene ejendom til den anden, fra den ene by til den næste, fra det ene job til det andet, fra en misbrugsform til en anden. Og fra den ene kvindes seng til den anden – og tilbage igen. Det er beskrivelsen af en mand, der i stød og skrid, møje og besvær, vokser op og bliver til. Det er skildringen med og af en skrift, der skrider, skrider ud, skrider tilbage, i tid, og så løber hastigt frem igen. Som om, der er noget, meget, han skal nå, forfatteren. Og så er det skildringen af litteraturen som en art helle. Litteraturen, der giver den unge fortæller en mulighed. Et rum at være i. Først bare som læser og siden som forfatter. 

I det hele taget er kunsten et helle. Derfor også romanens titel – den er en reference til Andy Warhols New York studie fra 1962-1968. På Warhols the Factory holdt de fede og kunstneriske typer til, blandt andet musikerne Lou Reed og Bob Dylan, amfetamin (mis)brugerne og de seksuelt radikale holdt til der, og der blev også skudt film i fabrikken. Hos Hans Otto Jørgensen er the factory det nedlagte landbrug, hovedpersonen i en periode bebor sammen med Peter og Jimmy. Hvor de tager stoffer, tjener lidt penge på at støbe fliser og føler, at alt, hvad de foretager sig, er kunst. 

Og det er ved gud kunst, den herre Hans Otto Jørgensen har skabt. Litteratur i særklasse, erindringsroman eller ej. For erindringen er ikke blot en stringent beretning, men en undersøgelse af og med ord. En nærmest detektivisk undersøgelse af for og imod, frem og tilbage, skyld og uskyld. Af hvad der omdanner liv til litteratur: god læsetur!