[ Bogtip efter Cristina Beretta ] ‘Jeg aner ikke, hvad det vil sige at blive flov, jeg ved ikke, hvordan man rødmer, eller hvordan jeg får min stemme til at lyde mere forsagt eller mine stemmebånd til at ryste lidt. Mit hjerte slår regelmæssigt og roligt; det er kun, når jeg anstrenger mig fysisk, at det slår lidt hurtigere’. Han nyder at se andre mennesker lide, men han er ikke sadist, fordi ’sadisme er et meget kompliceret anliggende, som konstant kræver engagement og en overordentlig velovervejet tilgang’, og det er han simpelthen ikke i stand til at levere. 

Jeg-fortælleren forklarer alt dette, før han overhovedet præsenterer sig. Han hedder Matteo Carnevale, er 30 år gammel og ude af stand til at føle smerte eller hengivenhed, og han kender hverken til anger eller skyldfølelse. Folk er tilbøjelige til at udlægge hans høflige smil på hver deres måde, præcis fordi der ikke ligger noget i det. For ham er det at smile ikke en måde at komme i kontakt med andre på – for det ser ud, som om han ikke har noget at tale om. 
Efter at have taget sin kandidatgrad i statskundskab, møder Matteo tilfældigt Filippo på en togrejse fra Apulia til Rom. Filippo forelsker sig i Matteo og tilbyder ham et job i sin families begravelsesforretning, hvor han er den, der er ansvarlig for at gøre de afdøde i stand og lægge make-up på dem. Matteo siger ja til tilbuddet, fristet, som han er, af ideen om en diskret, stille og anonym arbejdsplads. Jobbet er, som han siger, ’et fast og stabilt job, da folk jo vil blive ved med at dø’. 
Ved sin egen fars begravelse, møder Matteo Claudia, en femme fatale, og hendes mand, Alberto. Matteos far blev mast ihjel af et tungt bord, på parkeringspladsen ved det stormagasin, hvor han lige havde købt bordet.  Claudia forfører Matteo, som på den måde bliver rodet ind i en besynderlig affære, som kredser omkring endeløse, natlige monologer i telefonen og sadomasochistiske ritualer. Matteo bliver hurtigt midtpunktet i dette paradoksale mikrokosmos: Claudia forelsker sig i ham og vil derfor aflyse sit bryllup og blive hans for evigt. Filippo begynder at fremsætte urealistiske forslag om, hvordan de alle tre kan være sammen i fremtiden, for eksempel ved at tage tilfældige job på et luksushotel. Samtidigt udvikler Matteo sig mere og mere til den ønskesøn, som ejerne af begravelsesforretningen (Filippos forældre) altid har drømt om at få. 

Men Matteo trækker simpelthen på skuldrene af alle deres forskruede forventninger, uden en tøddel af dårlig samvittighed. ’Man kan ikke dulme smerte ved at lyve for sig selv, og skyldfølelse kan ikke rense samvittigheden. […] Jeg har ikke så høje tanker om mig selv, at jeg tror, at jeg har indflydelse på mine medmenneskers lykke eller smerte. Jeg er bare en ud af mange fjolser, som er overbevist om, at de har fundet ind til den hellige kerne i deres fikse ideer. Men midt i det hele, mens Matteo trækker mere og mere i alle de indfiltrede tråde som udgøres af Eros, Thanatos, fellatio, sadisme, masochisme og Ødipus, sker der en forvandling med ham. I en overraskende finale forandrer han sig fra at virke rablende gal til at fremstå som den eneste, autentiske person i romanen. 

Det, der fascinerer mig allermest ved denne bog, er illusionen om gennemskuelighed, som det er lykkedes for forfatteren at påføre dette spindelvæv af mørke og perverse forhold. Man kan næsten sige, at Claudias sadomasochistiske tiltag, eller de daglige, orale ydelser, som skal foregå på forlangende i begravelsesforretningen, er mindre perverse end den falskhed, som der udvises af de mennesker, som omgås Matteo Carnevale.  

Veronica Raimo har med stor succes omsat virkeligheden til ord ved at filtrere den igennem en paradoksal og grotesk synsvinkel, og på denne måde fået romanen til at fremstå som en kompakt, fuldendt og kontant historie. Fra et psykologisk perspektiv har hun analyseret sine personer helt perfekt, men uden at ty til psykologismer, og hele fortællingen foregår på et originalt sprog, som er rigt på billedsprog og stilistisk meget personligt.

[ Boginfo ] Raimo, Veronica: Il dolore secondo Matteo. (original language: Italian) Minimum fax, 2007 . ISBN: 978-88-7521-138-7.